Solskinsrejser

Hua Hin

Hua Hin råder med sin status som en af Thailands ældste badebyer over en nostalgisk hyggestemning, som ingen af Thailands andre badebyer helt kan mønstre.

Find din rejse til Hua Hin her

Hua Hins gamle jernbanestation med små sirlige udskårne trævinduer og tag i flere lag som “reglerne” i den thailandske arkitektur tilskriver, vil være det første indtryk mange rejsende vil få. Det var også her man “landede” i gamle dage. De kongelige og magtfulde. For Hua Hin var de riges ferieby.

En fryd er det at gå langs Hua Hins 4 km. lange hovedstrand med den brede sandbred hvor der er plads til både at være sig selv og tage en dukkert. Eller søge mod de mere besøgte områder af stranden, hvor populære aktiviteter som hesteridning og alverdens vandsport er en fast bestanddel af dagligdagen. Har du været i det sydlige Thailand, vil du dog i Hua Hin savne de azurblå nuancer i havet og de eventyrlige limstensformationer som f.eks. Koh Samui, Phuket og Krabi områderne har at byde på. Men der findes absolut flere eventyrlige strande i Hua Hin området som heller ikke er dårlige.

Ganske klart skal Hua Hins charme findes i historien – helt siden slutningen af 1920erne har de hvide sandstrande blot 4 timer fra Bangkok tiltrukket turister efter at den thailandske kong Rama VII for alvor satte Hua Hin på thailandskortet med opførelsen af sit royale sommerpalads “Klai Kang Won” (fjernt fra alle bekymringer). Opførelsen af paladset satte gang i udviklingen. Nogle af de første bygninger var den charmerende banegård og et pragtfuldt stationshotel (nutidens Hotel Sofitel) som med sin beliggenhed på stranden for enden af stationsgaden vel nærmest kan betragtes som et badehotel. Hotellet oplevede “stjernestatus” under indspilningen af filmen “The Killing Fields” omhandlende Pol Pots regimets Cambodia – og hotellet er absolut et besøg værd, selvom finanserne måske ikke helt rækker til en overnatning.

I de små gader ved Hua Hins gamle havn vil du stadig få en fornemmelse af et lille fiskerisamfund – selvom fiskeriet efterhånden er ved at være helt væk til fordel for hyggelige små cafeer, butikker og restauranter. Indtil for blot få år siden var Hua Hin primært en badeby som thailænderne besøgte – de seneste år har byens rolige forhold dog også i større grad vundet indpas hos de vestlige turister, hvor de fleste ansigter røber, at det drejer sig om “folk i deres bedste alder” omkring de 50 år, der sikkert ser byen som et godt alternativ til det øldrikkende og altid festende Pattaya. Flere store hoteller er da også skudt op på stranden og vil til tider få dig til at frydes over vores danske regler for kystbyggeri.

Find din rejse til Hua Hin her

Oplevelserne i Hua Hin er talrige og til tider ekstaordinære – hvem havde måske drømt om at finde en vinmark, hvor du kan ride på elefant mellem druerækkerne? Eller mere end 10 forskellige golfbaner, som af golfentusiaster betragtes som nogle af Thailands bedste baner? Ellers kan du hygge dig med aktiviteter som Go-Cart bane, thaiboksning, et flydende marked og Hua Hins nattemarked som er og altid har været centrum for et par hyggelige timer med indkøb og måske en aftensnack før sengetid. En smule natteliv er også kommet til byen hvor de åbne beer bars er den primære indtægts kilde.

Det kræver ikke mere end dagsture fra Hua Hin for at opleve Thailands storslåede natur af bjerge, jungle og fantastiske strandoplevelser. Med et par timers kørsel kan du f.eks. ved grænsen til Myanmar finde Thailands største nationalpark – den 3000 km2 store Kaeng Krachan med en regnskov i 1200 meter over havets overflade, vandfald og gode muligheder for at spotte mere end 57 forskellige pattedyr der lever i parken. Blot 60 km. i sydlig retning fra Hua Hin vil du i Sam Roi Yod nationalpark få helt andre naturoplevelser. Her stikker 300 kalkstensklipper direkte op i luften og vækker minder om skønheden i det mere sydlige Thailand i et rigt dyrelivsmiljø. Smukke dykker og snorkle oplevelser med fisk og koraller i alle farver kan du få ved øen Koh Talu der vil kræve omkring 2½ times transport tid fra Hua Hin.

Find din rejse til Hua Hin her