Hvor i Thailand går du hen for den bedste thai mad? Sprogproblemer og manglende erfaringer med, hvad de forskellige thairetter indebærer, er et problem mange rejsende kan nikke genkendende til.
De får derfor ikke det optimale ud af et af verdens bedste køkkener på deres rejse til Thailand. I dette indlæg ser vi nærmere på, hvordan du kan forberede dig bedst muligt inden rejsen og de muligheder, der er undervejs for at blive klogere på det thailandske køkken.
Hvad er thai mad?
“Social hygge” er vel den betegnelse, som jeg synes er mest rammende for thai mad. Jo flere, der er samlet omkring bordet, des bedre – for den thailandske madkultur medfører at retterne deles mellem de spisende så de fire basale smagsnuancer; surt, sødt, bittert og stærkt som thaimad er baseret på, konstant pirrer ganen.
I vores artikel Thailandsk mad en verden af smagsoplevelser kan du læse mere om baggrunden for thai køkkenet, hvad du kan forvente dig af det optimale thai måltid og hvorfor de thailandske retter har vundet indpas verden over.
Prøv thai mad i forskellige afskygninger
På næsten ethvert gadehjørne i København og de større byer i Danmark findes efterhånden en thailandsk restaurant. Disse restauranter er udmærkede steder at stifte sit første bekendtskab med thai mad – du bør dog have i baghovedet, at maden ofte er tilpasset vores danske smagsløg og at det ikke er ualmindeligt, at priserne ligger fra minimum 50 kr. per ret, hvilket naturligvis er en begrænsning, hvis man vil lære det thailandske køkken at kende til fulde inden rejsen.
Der er altså god grund til selv at gå i gang med kødgryderne – asiatiske butikker med de nødvendige ingredienser finder du over hele Danmark.
Flere danske thai kogebøger er også udgivet bl.a. har Hanne Holm der er opvokset med en thailandsk far udgivet bogen Mit thaikøkken og en stribe andre kogebøger på forlaget Klematis.
Får du “smag” for at lave thai mad kan du senere supplere dine erfaringer på lokale køkkenskoler, som findes i mange thailandske byer og hvor du på kort tid kan få en thailandsk indgangsvinkel til madlavningen.
Typisk dækker undervisningen indkøb på det lokale grøntsagsmarked og senere selve madlavningen med spisning.
Tag på kulinarisk gadekøkken-tur og få den bedste thai mad i Bangkok
I Thailand fåes den bedste mad i de små gadekøkkener, som findes i enhver thailandsk by og gadekøkkenerne er derfor utrolig populære i alle samfundslag. For blot 50 kr. kan du få 2 til 3 forskellige kød -og fiskeretter. I artiklen På jagt efter Bangkoks bedste gade mad giver vi vores favorit “hunting” steder i den thailandske hovedstad.
Som tidligere nævnt kan det dog for mange rejsende være svært at huske navnene på alle de dejlige retter, man tidligere har spist og i øverigt bestille en menu, der bedst muligt kombinerer de fire smagsnuancer. Heldigvis har et par bureauer taget et kærligt favntag om denne problematik og i Bangkok findes et par spændende muligheder.
Bangkok Food Tours laver både dags- og aften ture til nogle af de ældre bykvarterer i Bangkok som f.eks. Banglampoo og Chinatown. Turerne er “krydret” med sjove anedoter og historiske fortællinger mellem de velsmagende retter. Bureauet har desuden også madture til den historiske by Ayutthaya og badebyen Hua Hin, som du kan læse mere om på deres internetside.
En anden god internetside med en fyr, som tager den thailandske mad meget seriøst og også laver madture i Bangkok kan du finde på Eatingthaifood som 2 til 3 gange ugentligt supplerer sin side med restaurant- og gadekøkken anmeldelser fra overalt i Thailand af både thailandsk og udenlandsk mad.
Her finder du også det fortrinlige madkort over Bangkok og et par guides, som kan downloades i PDF format – nogle gratis, mens andre koster penge. For blot 7 USD kan du f.eks. erhverve dig Eating Thai Food Guide der bl.a. har billeder og navne af over 140 forskellige thai retter og 60 forskellige deserter som helt sikkert vil være med til at sikre dig en varieret kost i gadekøkkenerne uanset hvor i Thailand du rejser.
Gourmet thai restaurant i Thailand
Selvom gademad er fremragende, bør du også onde dig selv mindst et besøg på en gourmet restaurant, når du er i Thailand. Find et hyggeligt sted væk fra gadens støj, hvor du kan få den rigtige vejledning til sammensætning af måltidet sammen med et menukort, der har billeder af deres retter.
Min personlige favorit er Harmonique Restaurant i Bangkok, som ligger i en lille sidegade (Soi 34) nr. 22 til højre for hovedpostkontoret på Charoen Krung Road (New Road). De har desværre ikke nogen internetside, men kan kontaktes på telefon nummer (02) 237 8175.
Andre ideer kan være restauranten Ruan Mellika på Sukhumvit soi 22, der kan prale af at have en restaurant i et traditionelt teaktræs hus med et utrolig velasorteret menukort. Restauranten Cabbages & Condoms er blevet lidt af en thai institution og restauranten byder på en sjov og afslappet atmosfære og et stort menukort hvor overskuddet af salget går til organisationer, der støtter Thailands landområder med bl.a. bedre familieplanlægning.