Solskinsrejser

Natteliv i Bangkok – den komplette guide til byens bedste fester

Bangkok er en by med et pulserende, vildt og nogle gange uartigt natteliv. Dem der tror at Bangkok kun er gogo barer og dårlig karaoke tager grundigt fejl – for i virkeligheden er Bangkok en af Asiens mest happening byer når solen går ned.

Find din rejse til Bangkok her

Hvad enten du vil danse natten væk til tunge elektroniske rytmer, drikke udsøgt vin i trendy vinbarer eller danse til lokale livebands, så er der noget for enhver smag. Planlæg aftenens eventyr på forhånd og undgå de kiksede turistfælder med denne komplette guide til byens natteliv.

Sukhumvit Soi 11 – Qbar og Bed Supperclub

Midt i den tidlige del af Sukhumvit vejen, mellem redlight districts og luksushoteller, ligger en af Bangkoks bedst besøgte Sois – Sukhumvit Soi 11, med blandt andet Aloft Hotel. Her finder man Bangkok institutionerne Qbar og Bed Supperclub, begge natklubber med en hel del år på bagen, men stadig med et imponerede drive.

Omend det er flere år siden disse klubber har været rigtig hotte, så er de stadig begge bestemt et besøg værd. Qbar og Bed tiltrækker begge med jævne mellemrum internationale DJs og på de aftener er der fyldt til randen – både indenfor med festglade lokale og turister – og udenfor med førstnævntes luksusbiler.

Bed Supperclub er let genkendelig i gadebilledet med den futuriske cylinder formede bygning og ligeledes samme indretning. Natklubben består af to store rum, hvoraf den ene del tjener som restaurant tidligere på aftenen men så omdannes til natklub senere. Det andet rum har natklubbens største dansegulv og DJ pult. Stemningen i Bed er ikke typisk Thai men mere Europæisk i stil og klientel.

Sammenlignet med andre natklubber i Bangkok, vil nogle/mange lokale expats nok synes at Bed er lidt for dyr, pretentiøs og wanna-be. Elsk eller had Bed, men med 8 års historie i en by hvor en natklub sjældent holder mere end et år eller to, så må Bed Supperclub gøre noget rigtig. Det koster for det meste mellem 100-200 kr at komme ind, alt efter hvem der står for musikken.

Qbar ligger lige rundt om hjørnet fra Bed og er ligeledes meget populær både blandt lokale, turister og expats. Der spilles house og diverse andet elektronisk afbrudt af aftener med RnB og Hip Hop. Qbar har to etager med dansegulv og bar i stueetagen og en udendørs terasse med vandpibe og behagelige sofaer på første sal. Der er klart mest gang i Q-bar i weekenden, hvor der er færre turister og flere lokale.

Begge klubber kan være lidt hit and miss fra aften til aften, så det er værd at undersøge hvem der spiller hvor og hvornår for at få den bedste aften. Klientellet er også betragteligt forskelligt fra hverdagsaftener til weekendaftener. I hverdagene er der ofte en overvægt af lokale piger for hvem natten også er en arbejdsdag – for nu at sige det pænt.

Find din rejse til Bangkok her

RCA

For de mere eventyrlystne unge er et besøg til Royal City Avenue det bedste bud på en sjov aften i byen. RCA – som taxierne kender stedet som – er en gade med natklubber på linje. RCA er Bangkoks unge og studerendes foretrukne sted at feste og gennemsnitsalderen er omkring begyndelsen af 20erne. Det er de unge og smukke der fester her med en dresscode hvor korte kjoler og høje hæle virker til at være obligatorisk.

Publikum er overvejende Thai, men i de senere år har flere og flere udlændinge fundet vej hertil og det har fået lokale expats til at brokke sig, blandt andet koster det nu entre at komme ind på natklubben Slim – kun for turister.

Route 66 er RCAs største natklub og altid en af de mest populære. Med 3 forskellige afdelinger der spiller forskellig musik (live, elektronika og RnB/Hip Hop) er der noget for alle. Flix og Slim er andre populære klubber som spiller hip-hop, house, trance og live musik. LED nightclub er den nyeste udfordrer i lokalerne hvor 808 tidligere lå.

RCA ligger mellem Rama 9 og New Petchburi Road og kan være svær at finde, men alle taxier kender RCA.

Find din rejse til Bangkok her

Thong Lor og Ekamai

For det lokale publikum der er lidt ældre og sofistikerede, som er mere til live musik end elektronisk og foretrækker vin eller whisky-mixers, så er klubberne og barerne omkring Thong Lor og Ekamai det hotteste. Thong Lor er en bydel i Bangkok, hvor de rige, smukke og kendte foretrækker at bo, leve og feste. Derfor er det også her Bangkoks mest hypede og hippe natklubber holder til. Det er ikke mange udlændinge der finder vej hertil og da slet ikke turister. Glem alt om at troppe op i klip klapper og shorts – her er der dresscode – og ikke behov for turist-dollars. Natklubber skyder op, peaker og forsvinder her med utrolig hast. Det der var hot i går bliver not dagen efter, imens kendisserne og det arbejdsfri party-people finder et nyt favorit sted.

Thong Lor og Ekemais natklubber, vinbarer og tapaseria er dog ikke bare for de rige og kendte. Det er sagtens muligt at have en sjov aften i byen her som besøgende, men området er meget Thai og natklubberne næsten altid indrettet med table service og meget begrænset dansegulv, hvor flertallet af gæsterne er ude i større grupper som holder sig for sig selv. Så sørg for at komme i god tid og få et godt bord!

Funky Villa i Thong Lor Soi 10 er en af de mest populære natklubber i området og en af få, som ikke er næsten udelukkende Thai’er. Her kommer en god blanding af lokale og enkelte udlændinge, mest expats in-the-know. Lidt længere nede af samme sidegade ligger Muse, som i hvert fald indtil for nylig var et af de bedste bud på at spotte nogle celebrities (som du ikke ved hvem er).

Thong Lor har også en perlerække af gode restauranter og (vin)barer.

Find din rejse til Bangkok her

Skybars og rooftop barer

Der er ikke meget der slår en aften på toppen af Bangkok, henslængt i en lounge i en af byens rooftop barer.

Vertigo and Moon bar på toppen af Banyan Tree hotellet byder på fantastiske udsigter i en kosmopolitisk, romantisk og chick atmosfære, hvor man ud over restaurantens barbeque seafood også kan nyde et vinkort med nogle af verdens bedste champagner, samt eksotiske cocktails. Hotellet virker måske ved første øjekast en smule gammeldags, men baren på 63’de etage er det bestemt ikke. Det helt særlige ved Vertigo, er at der intet loft er over baren og intet der spærrer udsynet over det travle forretningsområde, placeret mellem Lumpini park og Silom.

Sky Bar i det femstjernede Lebua at State Tower, har altid været populær, men er  blevet en sand turistattraktion efter at baren og hotellet var med i Hollywood hittet Hangover 2. Af samme grund er stedet nu blevet noget overrendt og hvis man vil være sikker på at få et bord og udsigt så er det en god ide at booke på forhånd eller i hvert fald dukke op inden kl. 18.

The Rooftop Bar på 83’ende etage i Baiyoke Sky Hotel er Bangkoks højeste restaurant og bar. Det er da også årsagen til at den kommer med på listen, da baren er noget mærket af tidens tand. Dog er det stadig et besøg værd, men bestil en cocktail i baren og gå så en etage op til observationsdækket, hvor udsigten er storslået.

Du bør være opmærksom på at selv om der ikke er dresscode på de fleste af disse skybars (intet krav om slips fx), så forventes det stadig at man er nogenlunde pænt påklædt. Så lad shorts og klipklapper bliver derhjemme.

Find din rejse til Bangkok her

Khao San Road

Backpackerne og hippiernes gamle favorit – Khao San Road – har gennemgået noget af en udvikling igennem årende. Fra at være en stille samling, billige guesthouses, kan området vel nu bedst beskrives som Sunny Beach møder rygsækrejsende med en alternativ scene i kølvandet. Khao San Road er fest døgnet rundt med unge fra hele verden. Der er ikke meget autentisk Thailand over stedet, der domineres af unge ‘gap year’ rejsende og Thai’er fra det alternative og kunstneriske miljø.

Når solen går ned kommer der impromptu barstole frem på gaderne og guesthouses skruer op for anlægget. På Khao San Road ligger flere natklubber, blandt andet Lava, The Club og Culture Club, der spiller house, dance og hip-hop beats, natten lang. Gazebo er en Marokkansk inspireret rooftop bar med bløde puder, frisk tropeluft og vandpiber.

Langs floden og kun et par hundrede meter fra Khao Sans turister ligger Phra Athit – en gade med flere hyggelige små barer, som især er populære blandt studerende fra det nærliggende Thammasat Universitet – som iøvrigt holder en særlig historisk position i Bangkok – det var nemlig her 46 studerende blev brutalt skudt ned af militæret i 1976. Universitetet har derfor også siden været kendt som det mest fritænkende og progressive universitet i Thailand.

Find din rejse til Bangkok her

Late Night klubber

Alle natklubber og barer lukker kl. 02 i Bangkok efter lov, så hvis man er vant til at gå sent i byen, så er Bangkok desværre ikke stedet. Der findes dog flere natklubber der holder åbent efter kl. 02, men de fleste af dem er ikke særlig interessante og overrendt af turister, prostituerede og ladyboys. Spice Club i kælderen på Ambassador Hotel i Sukhumvit Soi 11 har et mere blandet publikum og har et glimrende filipinsk husorkester der sætter gang i festen. Indgang koster 300 baht med en drink inkluderet og hvis I er et par stykker der tager en taxi får i turen gratis, da klubben betaler kommission (som de fleste late night klubber i øvrigt). Scratch Dog i kælderen på Windsor Hotel i Sukhumvit Soi 20 er det bedste bud på en natklub der holder længe åbent. Stedets klientel er en blanding af festglade fra RCA, uni-studerende, expats og hvem der ellers vil feste videre. Musikken er en blanding af hip-hop, house, dance og K-pop.

Spicy og Insomnia er to andre late night klubber, som taxi-chaufførerne kender, men som mest af alt virker som jagtmarker for bar-piger/prostituerede og deres kunder.

Find din rejse til Bangkok her

Gogo Barer og Red-Light distrikter

Berømt og berygtet er Bangkok for gogo-barer og prostitution, men i virkeligheden er red-light områderne ikke særlig synlige længere. De primære områder for denne slags voksen-underholdning er Nana Plaza i Sukhumvit Soi 4, Soi Cowboy ved Asoke BTS og så Patpong i Silom. Sidstnævnte er i dag en stor turistattraktion og natmarked.

Nana Plaza og Soi Cowboy er stadig fulde af gogo-barer og både sex og illusionen af en flirt til salg. Begge steder er populære for single mænd fra hele verden og er langt fra så snuskede som man måske har oplevet i andre lande.

Find din rejse til Bangkok her