Jeg elsker levende musik, og Bangkok har nogle rigtig fine steder, hvor du sagtens kan få en god aften. Du kan finde levende musik hver aften i de barer, jeg har foreslået og som holder åbent fra kl. ca. 18.00 til 02.00.
Det kan dog være lukket på helligdage. Jeg har skrevet barerne op i rækkefølge efter hvor tæt de står min hjerte nær.
Find din rejse til Bangkok her
Saxophone Pub
Gennem de sidste 20 år er jeg kommet i Saxophone Pub, som er en bar /restaurant, der med tiden kun er blevet bedre og bedre. Klientellet er halvt thai og halvt udlændinge. Selvom baren reklamerer med, at den er et spillested for jazz og blues, bliver der ofte spillet alt slags musik fra reggae til motown klassikere. Aftenen igennem skiftes bands til at spille ofte af en times af gangen – de har en enkelt pause undervejs og alle bandene er yderst professionelle!
Maden i baren er også i en klasse for sig selv. Rigtigt flot anlagt og samtidigt velsmagende – specielt deres thai mad. Både mad og drikke er måske en lille tand dyrere end de fleste mellemklasses restauranter, men underholdningen berettiger prisen. En hovedret koster omkring 30 kr. En hel flaske whiskey fåes til 2 – 300 kr. Og hvis du ikke er i humør til at tømme hele flasken, kan du gå “thai – style”, hvor værten skriver dit navn på flasken og næste gang du kommer i baren står den parat til dig.
Find din rejse til Bangkok her
Brown Sugar
Brown Sugar er en lille bar/restaurant ved Lumphini Park, hvor du for det meste kan opleve jazz og blues musik. Ved siden af baren ligger også flere andre barer med levende musik – de fleste af dem har dog ikke så professionelle musikoplevelser, som du finder på Brown Sugar.
Som på Saxophone Pub er priserne en smule dyrere end andre steder i byen – mener det koster omkring 40 kr. for en øl – hvilket for det meste begrænser mig til blot en enkelt øl. Selvom jeg kun kommer for en enkelt øl kan personalet i baren altid huske mig, hvilket giver en god følelse af at være på hjemmebane.
Find din rejse til Bangkok her
Silom Road
Soi 4
Silom Road Soi 4 ligger lige ved det travle nattemarked med kopiprodukter og alverdens mystiske sager. Silom Road soi 4 er en sidegade til Silom Road. En lille gade med mange restauranter og barer, hvoraf flere har levende musik. Jeg plejer at bevæge mig ned til barerne for enden af den lukkede gade. Et rigtigt fint sted til lidt pub-crawling.
Hard Rock Café
Hard Rock Café er en anden mulighed. Denne bar/restaurant kender de fleste vist, så der er vel ikke brug for meget information. For det meste bliver der spillet rock – restauranten er også god for en “hjemmelavet” burger.