Thailand er et fascinerende og spændende land at rejse i, med smilende og venlige indbyggere. Det får mange turister til at føle at de er i paradis og giver dem en falsk følelse af tryghed.
Thailand er generelt set et meget sikkert land at rejse i, risikoen for overfald og røveri er for eksempel meget lav, med mindre du lader din smartphone ligge fremme når du går, men det gælder selvfølgelig altid om at tage de nødvendige forholdsregler. Nedenunder finder du gode råd til sikkerhed på rejsen:
Pas på motorcyklerne
Der er rigtig mange turister som lejer motorcykel på rejsen til Thailand og det er da også en god måde at komme rundt på. Desværre er der også rigtig mange der kommer til skade på dem og der dør faktisk alt for mange af trafikuheld. 9/10 uheld på en motorcykel opstår fordi føreren har drukket. Det er ganske enkelt livsfarligt at køre på smalle og snoede veje man ikke kender når man er beruset, så lad være med det!
Lad være med at skændes med de lokale
Thaier er meget tolerante og vil normalt gå rigtig langt for at undgå en konfrontation. Smilet bruges ofte til at afvæbne en situation. Det betyder tilgengæld også at når Thaier først bliver sure, så bliver de rigtig sure, rigtig hurtig og fair fight er ikke et begreb der bruges.
De få gange hvor en udlænding kommer i klammeri med Thaier skyldes næsten altid alkohol og mangel på sund fornuft. Pas på de lokale i nattelivet på øer som Koh Phangnan og Phuket. Hids dig ikke op, men træk på skuldrene og gå videre, hvis der sker noget.
Lad være med at tage stoffer
Det burde være indlysende, da Thailand har meget hårde straffe for narko kriminalitet også for bare en smule cannabis. Desværre samarbejder en del korrupte politifolk med pushere på kendte feriesteder om at anholde turister der lader sig friste. Ofte er målet en klækkelig kontant bestikkelse, men hvis man er uheldig eller ikke har råd, så er det altså i fængsel.
Gå ikke på stranden om natten
De fleste steder i Thailand er det en dårlig ide at gå på stranden om natten. Der kan ofte være bander som holder til og som kan finde på at røve folk der kommer forbi. Det gælder især for piger, som ikke bør gå alene hjem.
Husk forsikring
Forsikring er helt afgørende at have på plads inden du rejser. En almindelig rejseforsikring dækker både sygdom og ansvarsforsikring og begge er meget vigtige at have, hvis man kommer ud for en ulykke.